Slægtsforskning i Danmark
Genealogy in Denmark

Av Hans W. Worsøe,
Före detta landsarkivarie vid landsarkivet för Sønderjylland, Aabenraa

Der er i Danmark en meget lang tradition for slægtshistorie, men gennem tiderne har det forandret sig meget, hvorledes denne interesse har givet sig udslag. Først inden for de sidste en til to menneskealdre kan man sige, at der er tale om en bevægelse, der når ud til alle befolkningskredse, og som er fordelt over hele landet. Når det er blevet sådan skyldes det mange faktorer, og det vil derfor være rimeligt at begynde med et kortere historisk rids.

Historie og organisation
Interessen for slægten og dens historie har været til stede så langt tilbage, som vi har skriftlige kilder. På den nyfundne runesten fra Bjerring kirke i Midtjylland oplyses det således, at den er sat af Thorgun, Karlungs datter, efter hendes mand Thore, Tholfs søn, og at runerne er ristet af Tue Smed, hans frænde. Problemet er blot, at vi slet ikke har tilstrækkeligt med kilder fra disse århundreder til at opbygge slægtstavler, endsige et net af slægtsskabsforbindelser mellem stormandsslægterne. Vi skal længere frem, før der begynder at vise sig mønstre, først i samfundets absolutte top, kongeslægten, for derefter at blive synlige i adelsslægterne. Her finder vi også de første egentlige slægtsbøger, nedskrevne af adelens fruer og ofte forsynet med prægtige våbentegninger. Også for slægtshistorien betyder indførelsen af trykte bøger et vældigt skridt fremad. Her var det præsten Claus Christoffersen Lyschander, der i 1581 udgav en stamtavle over adelsslægten Krabbe. Senere udgav han en skildring af slægten Bille, hvor han i smukke rimede vers lod slægtens kvinder fortælle om deres og deres mænds liv. Springet mellem slægtshistorie og litteratur var ikke langt. En særlig genre udgør de lange udførlige ligprædikener med indgående redegørelse for de adelige aner, en genre som senere bredte sig til borgerskabets førende lag.

Det blev dog den gejstlige stand, der tog over, og i slutningen af 1700-tallet udkom de første samlinger af stamtavler over gejstlige, der havde siddet 50 år i deres embeder, de såkaldte jubellærere, udgivet af Christoffer Giessing fra Roskilde. Hermed er den borgerlige genealogi introduceret i Danmark.

I begyndelsen af det følgende århundrede finder vi i det af overlærer H. A. Kofod udgivne “Conversations-Lexicon eller - encyclopædisk Haandbogs” 4. Bind fra 1818 en af de første, hvis ikke den første, teoretiske artikel på dansk om genealogi, der ganske vist ikke er noget selvstændigt arbejde men en oversættelse fra den tyske original Brockhaus Konversationsleksikon. Vi skal frem til 1842 inden vi finder den første bog, som kan kaldes en dansk lærebog i genealogi, nemlig kaptajn J. C. L. Lengnicks: “Om Genealogiske Undersøgelser som og Kirkebøger, Legater o.s.v.”, et lille hæfte på 46 sider, men på sin vis skelsættende. Der fortælles her om de forskellige kilder, som slægtsforskeren kan benytte sig af, og man får et levende indtryk af de vanskeligheder, der har været til stede, før oprettelsen af et arkivvæsen, der omfattede andet end centraladministrationen, og hvor alle lokale kilder endnu lå hos de lokale embedsmænd og på de private godser m.v. Selv udnyttede Lengnick det materiale, som han samlede ved en udstrakt brevveksling og indlån af materiale til sine “Genealogier over adelige og borgerlige Familier”. De udkom i tre samlinger i årene 1841-59 og omfattede mere end 500 stamtavler. Der kan her stadig findes værdifulde oplysninger, men mange slægter er senere blevet bedre udforsket.

Med Lengnick begyndte en ny epoke, og de følgende årtier var præget af de store samlere, hvis værker også stadig har stor værdi. Nævnes kan præsten S. V. Wibergs “En almindelig dansk Præstehistorie, eller alphabetisk ordnet Fortegnelse over alle Sognekald, Sognecapellanier, Hospitalspræsteembeder o.s.v. i Danmark med Anførelse af Præsterne i dem siden Reformationen og Efterretninger om deres Personalia o.s.v.”, J. W. Hirschs “Danske og norske Officerer 1660-1814” og Thomas Erslews forfatterleksikon. Til den efterfølgende periode hører udgivelsen af de store stamtavlesamlinger som H. R. Hiort-Lorenzen m.fleres “Patriciske Slægter” 1-5 og Th. Hauch-Fausbølls “Slægtshåndbogen”.

Også adelsgenealogien havde frugtbare tider med udgivelsen af “Nyt dansk Adelslexikon” ved A. Thiset og P. L. Wittrup, og ikke mindst ved udgivelsen af Dansk Adelskalenders efterfølger “Danmarks Adels Aarbog”, som blev grundlagt 1884 af H. R. Hiort-Lorenzen og som senere har haft en række af landets ypperste adelsgenealoger som redaktører som f.eks. Louis Bobé og Albert Fabritius. Danmarks Adels Aarbog udkommer stadig om end ikke mere hvert år og bringer ud over listen over nulevende adelige (Præsenslisten) stamtavler over nulevende og uddøde adelsslægter. Der er bl.a. i de senere år bragt reviderede tavler over nogle af de største slægter. Hvert bind indeholder et register over stamtavlerne. Aarbogen udgives af en forening og redigeres i 1997 af arkivar Jesper Thomasen ved Landsarkivet for Sønderjylland. Et højdepunkt af adelig slægtshistorie i vort eget århundrede er Albert Fabritius´ 30 år lange samarbejde med lensbaron Hans Berner Schilden Holsten om udgivelse af dennes slægtsbog i 9 bind i tiden 1940-70. Både som teoretiker og som selvstændig personalhistoriker og genealog er Albert Fabritius den mest betydende skikkelse, der kan sees som kulminationen på den ovenfor skitserede udvikling. Hans stilling understreges yderligere af, at han sammen med landsarkivar Harald Hatt har udgivet den største danske systematiske vejledning i slægtsforskning byggende på videnskabelige principper “Haandbog i Slægtsforskning”, som sidst er blevet revideret i 1963, men hvis teoretiske afsnit og gennemgang af de enkelte kildegrupper stadig er væsentlig for danske slægtsforskere.

Endnu en tildragelse i den frugtbare periode i slutningen af sidste århundrede skal nævnes, nemlig stiftelsen af “Samfundet for dansk-norsk Genealogi og Personalhistorie” i 1879. Dermed var grundlaget skabt for udgivelsen af “Personalhistorisk Tidsskrift”, hvis første hæfte udkom 1881. Som det fremgår af navnet, var der oprindelig tale om en fælles dansk-norsk forening, og indtil 1927 havde den da også såvel en dansk som en norsk bestyrelse. Personalhistorisk Tidsskrift fra disse år indeholder derfor også meget norsk slægtshistorisk stof. Med de mange slægtsforbindelser, der er mellem de to lande, er dette naturligvis også tilfældet efter oprettelsen af den særlige norske forening, men nok ikke helt i samme omfang. Samfundet for dansk genealogi og Personalhistorie har i de sidste 50 år haft følgende formænd: Albert Fabritius (-1966), Sven Houmøller (1966-79), Hans H. Worsøe (1980-93) og Finn Andersen (1993-), som alle tidligere havde været redaktører af tidsskriftet. Der er i 1997 godt 1000 medlemmer, som modtager Personalhistorisk Tidsskrifts 2 årlige hæfter for deres kontingent. Artikler kan sendes til redaktøren: arkivar Jørgen Mikkelsen, Haraldsgade 96 st. tv., 2100 København Ø. Indmeldelse og køb af ældre hæfter sker ved henvendelse til Birgit Fl. Larsen, Klostermarken 13m 9000 Aalborg. Kontingentet er 175 kr. årligt.,

En indholdsfortegnelse til Personalhistorisk Tidsskrifts første 110 årgange udarbejdet af Poul Steen og forsynet med forfatter- og titelregister er udgivet i 1992 og findes også på diskette. Indholdsfortegnelserne dækker også de mange anmeldelser, der gennem årene er bragt i tidsskriftet. Navneregistrene til årgangene indtil 1966 er udgivet i reprotryk i 3 bind af Dansk Historisk Håndbogsforlag, og der arbejdes på en edb-udgave af navneregistrene til de seneste 30 årgange i 1998.

Efter svensk forbillede tog Samfundet i 1969 initiativet til udgivelse af tidsskriftet “Hvem forsker Hvad”, hvor slægtsforskere kan udveksle oplysninger. Der viste sig at være et stort behov for dette forum, og i dag udgives bladet i et samarbejde mellem Samfundet, Sammenslutningen af Slægtshistoriske Foreninger (SSF) og DIS-Danmark. (Databehandling i Slægtsforskning). Om disse foreninger se nærmere nedenfor. “Hvem forsker Hvad” udkommer såvel på tryk som på diskette og redigeres af Elsebeth Paikin, Kildevænget 37, 2100 København Ø (e-mail: info@hvemforskerhvad dk) og har web-side adressen: www hvemforskerhvad dk. Bidrag indsendes til redaktionen. Det trykte hæfte udkommer hvert år om efteråret og indeholder bidrag fra godt og vel 300 slægtsforskere. Desuden bringes årlige lister over ny slægts- og lokalhistorisk litteratur. Det koster 60 kr. “Hvem forsker Hvad”s ekspeditionsadresse er: John Bison, HF, Elmebo 33, Røde Mellemvej 152, 2300 København S.

Et andet initiativ fra Samfundet for dansk genealogi og Personalhistorie var oprettelse af en særlig fraktion for slægtsforskning og Databehandling, som efter nogle år omdannedes til en helt selvstændig forening, således som den er i dag. Med den rivende udvikling interessen for edb har fået blandt slægtsforskere i Danmark, er DIS-Danmark i 1997 den største enkeltforening inden for slægtsforskningen med over 1600 medlemmer. Foreningen afholder møder rundt omkring i hele landet og udgiver bladet “Slægt og Data”, der udkommer med 4 hæfter årligt, som medlemmerne får for det årlige kontingent på 100 kr. Bladet redigeres af Hanne Marie Rud, Thøger Larsen Allé 49, 2750 Ballerup (e-mail: rud@post 9,tele.dk. Fidoadresse: 2:236/151.3). Foreningens formand er Bent Pilgaard, Randersvej 19, 8800 Viborg. Foreningens e-mail er DIS@vip.cybercity.dk, og dens homepage på internettet findes under: users:cybercity.dk/-dko6959.

Såvel Samfundet som DIS står som landsdækkende foreninger uden for den tredje store slægtsforskerorganisation i Danmark, SSF: Sammenslutningen af Slægtshistoriske Foreninger, der omfatter 28 lokale slægtshistoriske foreninger i Danmark med tilsammen over 3000 medlemmer. Sammenslutningen blev oprettet i 1981, og dens første formand blev S. E. Sørensen fra Århus. SSFs organ er bladet “Slægten - Forum for Slægtshistorie”, som redigeres af Anton Blaabjerg, Fredensgade 38, 8800 Viborg. Det udkommer to gange årligt og indeholder primært de tilsluttede foreningers programmer, men også kortere artikler og nyt fra genealogiens verden. Her ud over udsender “Slægten” en række meget nyttige temahæfter. SSF repræsenterer slægtsforskerne i Dansk Historisk Fællesråd og er dermed deres talerør over for myndighederne. Formand er Ulla Nørskov, Solbakkevej 67, 8600 Silkeborg. SSF afholder hvert år et tredageskursus for slægtsforskere på Snoghøj Folkehøjskole ved Fredericia. En fortegnelse over de tilsluttede foreninger og deres adresser findes i “Hvem forsker Hvad” og “Slægten”. Ældst er Slægtshistorisk Forening, Århus, størst Slægtshistorisk Forening for Storkøbenhavn. Sidstnævnte udgiver sit eget blad: “Slægt og Stavn”, og afholder hvert år et heldages kursus i København.

Sideløbende med den ovenfor omtalte historiske udvikling af den slægtshistoriske interesse inden for landets højere kredse og bedre borgerskab, var der naturligvis også en stærk slægtsbevidsthed inden for den øvrige del af befolkningen som f.eks. gårdmandsstanden på landet, en interesse som i dag har bredt sig til alle kredse af befolkningen. Den historiske interesses udbredelse står i Danmark i gæld til Folkehøjskolen og er senere blevet styrket af udbredt foredragsvirksomhed og aftenskoleundervisningen. Udviklingen inden for lokalhistorie og slægtshistorie løber her parallelt, og meget stærke bånd forbinder i dag de to discipliner. Det var netop et aftenskolekursus i slægtshistorie, som i vinteren 1956 afholdtes i Århus, som gav stødet til oprettelsen af Slægtshistorisk Forening, Århus, året efter med Poul R. Porse som den første formand. Den har således i 1997 kunnet fejre sit 40-års jubilæum. Foreningen afholder månedlige foredragsmøder i forårs- og efterårssæsonen og arrangerer arkivture. Dens måde at tilrettelægge sin virksomhed på har dannet skole for de øvrige foreninger, først i Herning og Odense og nu udbredt i hele landet.

Igennem 1960erne afholdtes der hver sommer et ugekursus i slægtshistorie på Høng Folkehøjskole på Fyn, og disse kurser har på sin vis inspireret til de weekendkurser, som først afholdtes på Båring Højskole på Fyn og nu i Snoghøj, således som det er omtalt ovenfor under SSF.

De fleste danske slægtsforskere starter enten med at gå på kursus eller med at indmelde sig i en slægtshistorisk forening, men der er naturligvis også mulighed for selvstudium. En meget grundig vejledning er som nævnt ovenfor Albert Fabritius og Harald Hatt: “Håndbog i Slægtsforskning”, som dog nok er for tung for begyndere. En moderne vejledning ført helt ajour foreligger med “Politikkens Håndbog i Slægtshistorie” ved Hans H. Worsøe(1997), der afløser samme forfatters håndbog “Find dine Rødder” (1. Udgave 1997). Også Personalhistorisk Tidsskrift indeholder mangfoldige vejledende artikler. Der er særlig grund til at fremhæve jubilæumshæftet fra 1979, der foreligger i en særudgave under titlen “Personalhistoriske Studier”. En fornøjelig og inspirerende indførsel i slægtshistoriens mange aspekter er Knud Pranges “Mit navn er Jensen”, hvis pointe bl.a. er, at alle familier har deres historie, der er værd at udforske. Også selvom man hedder Jensen! Der findes ingen fuldstændig bibliografi over slægtshistorisk litteratur, men den trykte litteratur findes på grund af pligtaflevering såvel på Det kongelige bibliotek i København som på Statsbiblioteket i Århus. Begge steder er der i nogen udstrækning mulighed for elektronisk søgning. Frederiksberg Kommunebiblioteker ved København har specialiseret i slægts- og personalhistorisk litteratur, og derfor har mange private udgivelser, der ikke foreligger i bogtryk, fundet vej hertil. For de ældre dele af sine samlinger har Frederiksberg Kommunebiblioteker udgivet to kataloger, som imidlertid kun dækker tiden frem til 31. dec. 1950. I Dansk biografisk Leksikons 2. og 3. udgave er der en række oversigtstavler over slægter, der har fostret kendte personer, i 3. udgave opstillet grafisk og med ajourførte litteraturlister. Da det drejer sig om op mod 700 tavler kan de ofte give et første fingerpeg, selvom de langtfra indeholder alle en slægts medlemmer.

Efter denne korte gennemgang af den historiske udvikling og de slægtshistoriske organisationer i Danmark vil det være naturligt afslutningsvis at se på selve kildematerialet, dets opbevaring og tilgængeliggørelse.

Kildematerialet
Heldigvis for slægtsforskerne er det således, at der er mange lighedspunkter i det nordiske kildemateriale og dets opbevaring. Mest udpræget er ligheden mellem de danske og de norske forhold, men også over for de øvrige skandinaviske lande er der mange træk der går igen. Det gælder således det statslige arkivvæsens organisation med et rigsarkiv og en række landsarkiver, der varetager opbevaringen og tilgængeliggørelsen af henholdsvis de centrale (landsdækkende) og de lokale myndigheders arkivalier. I Danmark består Statens Arkiver, som det officielle navn er, af Rigsarkivet, 4 landsarkiver, Erhvervsarkivet og Dansk Dataarkiv. Der er adgang til oplysninger via internettet under homepageadressen www sa.dk, hvorfra man kan ledes videre til de enkelte arkiver ved at tilføje f. eks. ra. for Rigsarkivet. Statens Arkivers læsesale er normalt åbne for besøgende alle hverdage dog med lørdagslukning i sommerperioden.

Det danske Rigsarkiv er beliggende på Slotsholmen i København med adressen Rigsdagsgården 9, 1218 København K. Der er indgang til den nyindrettede læsesal i det gamle provianthus gennem bibliotekshaven ved Det kongelige Bibliotek. På grund af pladsmangel på Slotsholmen opbevares de fleste arkivalier imidlertid i et moderne magasin i Glostrup. Det betyder, at kun de mest anvendte arkivalier kan ekspederes til læsesalen samme dag. Heldigvis er der netop bevilget 250 mill. kroner til færdigprojektering af et nyt rigsarkiv i Ørestaden på Amager, så i løbet af de første år af det nye årtusinde vil der stå helt nye lokaler færdige.

Både for Rigsarkivet og landsarkiverne er der udgivet trykte arkivoversigter, de såkaldte guider. Der ud over foreligger der mange specialregistraturer og for øjeblikket udgives en serie foldere med orientering om særlige arkivfonds. Selvom der for nylig er udvekslet arkivalier med Norge, findes der stadig ældre arkivalier af norsk interesse, ligesom der findes noget materiale om Skåne, Halland og Blekinge ældre end 1658 og om Slesvig og Holsten før 1864. Hovedparten af de slægtshistoriske kilder fra disse områder findes dog uden for det danske arkivvæsens regi.

Statens Arkiver arbejder i disse år koncentreret med problemerne om oprettelse af en database og elektronisk adgang til søgning i samlingerne, men der er nogen vej endnu. Med hensyn til kopispredning er der gjort store fremskridt, og det er nu muligt at købe mikrokort af samtlige kirkebøger ældre end 1891 og en del af de ældre folketællinger jvf nedenfor. Mikrokortene kan ligeledes benyttes på Rigsarkivets læsesal, men der eksisterer ikke i Danmark nogen mulighed for udlån af mikrokort i lighed med, hvad der findes i Sverige under organisationen SVAR.

De fire landsarkiver er: Landsarkivet for Sjælland, Jagtvej 19, Postboks 661, 2100 København Ø, som foruden Sjælland dækker Lolland-Falster, Møn og Bornholm. Da der har fundet mange vandringer sted mellem dette område og Sverige, har Landsarkivet sammen med Landsarkivet i Lund udgivet den slægtshistoriske vejledning “Over Øresund”, hvori der redegøres for mulighederne for at følge disse personer. Landsarkivet har en del ældre københavnsk materiale, bl.a. kirkebøgerne, men ellers skal man være opmærksom på det store materiale, der findes på Københavns Stadsarkiv på rådhuset.

Landsarkivet for Fyn, Jernbanegade 36, 5000 Odense C dækker Fyn, Langeland, Ærø og de mange småøer omkring Fyn. Landsarkivet for Nørrejylland, Lille Sct. Hansgade 5, 8800 Viborg dækker Jylland fra Skagen til 1864-grænsen ved Kongeåen. Man skal således være opmærksom på, at de store sydjyske byer Esbjerg, Ribe og Kolding med deres opland hører under arkivet i Viborg. Landsarkivet i Viborg huser Statens Arkivers filmningscenter (SAF). Dette betyder, at anmodninger om køb af mikrokort fra hele landet skal rettes til Landsarkivet i Viborg.

Landsarkivet for Sønderjylland, Haderslevvej 45, 6200 Aabenraa, hed indtil for få år siden landsarkivet for de sønderjyske landsdele, hvorved man tilkendegav, at arkivets område var de dele af Sønderjylland, som var afstået til Tyskland i 1864, men som efter folkeafstemningen 1920 var vendt tilbage til Danmark. Arkivalierne fra de øvrige afståede dele, som forblev ved Tyskland, skal i dag søges på Landesarchiv Schleswig-Holstein, adr. Prinzenpalais, D-24837 Schleswig, eller for kirkebøgernes vedkommende på de lokale Kirchenbuchsammelstellen. Da der i Sønderjylland gjaldt anden lovgivning end i det øvrige Danmark, må man være forberedt på, at det slægtshistoriske materiale er anderledes. Det anbefales derfor før et evt. besøg at orientere sig i Hans H. Worsøes: “Slægtshistorie i Sønderjylland”(1983).

De øvrige arkiver under Statens Arkiver er: Erhvervshistorisk Arkiv, adr. Vesterallé 12, 8000 Århus C, som opbevarer erhvervsvirksomheders og organisationers arkiver. Med til familien hører også Dansk Dataarkiv (DDA), Islandsgade 10, 5000 Odense C, som opbevarer databehandlet kildemateriale. Af stor interesse for slægtsforskerne er det, at DDA administrerer det såkaldte Kildeindtastningsprojekt. En række frivillige interesserede medvirker ved at indtaste fortrinsvis folketællingslister og kirkebøger. Målet er at opnå en fuldstændig indtastning i første omgang af folketællingerne 1801 og 1845 men i videre perspektiv også de øvrige, hvorfra mange data allerede er indtastede. I 1801 var Danmarks folketal 929.001, hvoraf 190.786 eller 20,54% er indtastede, så allerede nu kan slægtsforskerne have glæde af projektet. Materialet er tilgængeligt via DDAs homepage, men først efter at man ved henvendelse til DDA har fået udleveret et keyword. Dette er nødvendigt p.g.a. sikkerheden omkring databenyttelsen.

Uden for Statens Arkiver står Det danske Udvandrerarkiv: The Danish Worldwide Archives, Arkivstræde 1, PO. Boks 1731, 9100 Aalborg, der rummer et meget stort materiale vedr. udvandrere. En del af materialet er i samarbejde med DDA udgivet på CD-rom. Man kan henvende sig via homepageadressen: http://www.cybercity.dk/users/cccú 3656 og stiller sine spørgsmål via en søgemenu på skærmen.

Det faktum, at der i næsten hver eneste kommune i landet findes et lokalhistorisk arkiv, er noget ganske specielt for Danmark. Ja, i mange kommuner findes der endog flere lokalarkiver, idet de gamle sognegrænser stadig er afgørende for det lokalhistoriske arbejde. I en række byer er der tale om egentlige stadsarkiver, d.v.s. at arkiverne også opbevarer de nyere kommunale arkivalier, som ellers afleveres til landsarkiverne. Det gælder ud over København for Frederiksberg, Søllerød, Farum, Ballerup, Lyngby og Dragør alle i Københavns umiddelbare nærhed, Holbæk på Sjælland, Odense på Fyn, Esbjerg, Kolding, Vejle, Silkeborg, Randers og Aalborg i Jylland og Haderslev i Sønderjylland. Oplysning om de lokalhistoriske arkivers adresser og dækningsområder kan fås ved henvendelse til SLA (Sammenslutningen af Lokalhistoriske Arkiver), Sekretariatet, Enghavevej 2, Postboks 235, 7100 Vejle. På lokalarkiverne findes der som regel store billedsamlinger, lokale personers og foreningers papirer samt ofte kopier af kirkebøger og folketællinger.

Det grundlæggende kildemateriale er i Danmark som i de øvrige nordiske lande kirkebøgerne, folketællingerne og skifterne (bo-optgnelser). Danmarks ældste kirkebog er fra Hjordkær sogn i Sønderjylland. Den begynder i 1572 og viser, at skikken med at føre kirkebøger kom til Danmark sydfra. Fra den øvrige del af Danmark er den ældste kirkebog fra 1610, men først med Christian 4s forordning fra 1645 blev det almindelig påbudt at føre kirkebøger. Imidlertid er mange af de ældste kirkebøger gået tabt p.g.a. præsternes manglende påpasselighed, krige, ildebrand m.v. Først fra 1814 blev det forordnet, at kirkebøgerne skulle føres i to eksemplarer (Sønderjylland 1763), så fra den tid kan man være sikker på, at kirkebøgerne er bevaret. Indtil 1814 kan de være meget forskelligt førte, men fra dette tidspunkt indførtes fortrykte skemaer. Bøgerne indeholder derefter følgende rubrikker (med mandkøn og kvindekøn ført særskilt): fødte, konfirmerede (indført 1736), viede, døde, til- og afgang samt jævnførelsesregister. Til- og afgangslisterne bortfaldt for byernes vedkommende 1855, for landsognene 1875. Kirkebøgerne afleveres til landsarkiverne, 30 år efter at de er udskrevne og bliver tilgængelige efter 50 år. Takket være mikrofilmningen er alle landets kirkebøger ældre end 1892 tilgængelige på Rigsarkivet, alle 4 landsarkiver og Erhvervsarkivet. Mange lokalhistoriske arkiver har kopier fra et ret stort område omkring deres hjemsted.

Folketællinger afholdtes 1787 (ikke Sønderjylland), 1801 (Sønderjylland 1803), 1834 (Sønderjylland 1835), 1840, 1845, 1850 (ikke Sønderjylland), 1855, 1860, 1870, 1875, 1880, 1885 (kun København), 1890, 1895 (kun København), 1901, 1911, 1916, 1921, 1925 og derefter hvert 5. år indtil 1970. For perioden efter 1860 og indtil og med 1916 mangler Sønderjylland, da det hørte under Preussen. Fra og med 1845-tællingen indeholder folketællingerne oplysning om fødested. Originallisterne findes på Rigsarkivet, men mikrokort eller xerokopi kan benyttes på pågældende landsarkiv. Da folketællingerne er mikrofilmede er der bestræbelser i gang på at fordele dem i kopi efter samme system som kirkebøgerne. Folketællingerne er først tilgængelige efter 80 år, men efter ansøgning kan Rigsarkivet dispensere til og med 1940.

Skifter afholdes efter afdøde, eller enker/enkemænd der ønsker at indgå nyt ægteskab, og indeholder oplysninger om vedkommendes arvinger og formue. De er derfor en meget vigtig kilde. De ligger i pågældende myndigheds arkiv på landsarkiverne. Fra og med begyndelsen af 1800-tallet er det herreds- eller byfogeden (dommeren), før da kan det enten være godsejeren, provsten eller amtmanden, men der findes gode vejledninger til at finde frem til rette myndighed.

Naturligvis findes der utroligt mange andre slægtshistoriske kilder, et eksempel kunne være retsprotokollerne (tingbøgerne), der går meget langt tilbage, fra visse byer således til 1500-tallet, et andet borgerskabsprotokollerne. Også de ejendomshistoriske kilder er væsentlige, ligesom godsarkiverne med fæsteprotokoller heller ikke må glemmes. Størstedelen af Danmarks befolkning var jo tidligere bønder, og en god del af dem fæstebønder. Meget benyttet er også de militære udskrivningslister, lægdsrullerne, især fra tiden efter 1788, da staten overtog udskrivningen af soldater, men det vil her være umuligt at komme ind på disse ting. I stedet må der henvises til de ovenfor nævnte vejledninger og lærebøger. Det er dog mit håb, at denne korte gennemgang har ryddet de største sten af vejen og givet mod på at gå i gang med slægtshistorien, hvis man har forfædre eller andre slægtninge, der har levet i Danmark.

________________
Artikeln är ställd till förfogande av Föreningarna Norden, som ett led i ansträngningarna att främja kunskapen om de nära historiska banden mellan de nordiska folken. Artikeln ingår i en samlad antologi om släktforskning i Norden, som förväntas publiceras 1999 i samarbete med Nordiska Ministerrådet.